”Det er svært at spå – især om fremtiden”. Sådan lød det fra forhenværende EU-klimakommissær, minister og tidligere formand for tænketanken CONCITO, Connie Hedegaard, da hun onsdag talte om klimaaftryk til Global Dilemma Conference under Foodtech-messen i Messecenter Herning. Her kom hun med nogle klare opfordringer til virksomhederne, som også resonerer dybt i et ESG-perspektiv.
For 20 år siden diskuterede man, om klimaforandringerne var rigtige, men i dag ved vi, at de er en realitet. Selvom vi ikke ved, hvad fremtiden præcist byder på, så ved vi, at klimaforandringerne vil fortsætte med at bære store konsekvenser med sig. I dag kender vi udfordringen, men hvordan kommer vi i mål med at løse den og mindske klimaaftrykket?
Konferencen FoodTech satte fokus på det komplekse dilemma der ses i det stigende behov for produktion af fødevarer, mens der samtidig er et behov for at mindske fødevareindustriens klimaaftryk. Fødevaresektoren står i dag for omkring en tredjedel af den samlede udledning, og med et stigende befolkningstal er det nødvendigt at optimere, så vi får mere output ud af et mindre input. Sådan sagde Connie Hedegaard i sit oplæg og lagde desuden vægt på, at selvom det er et komplekst problem, så skal det løses hurtigt.
Hvordan mindsker vi klimaaftrykket?
Løsningen, mener Connie Hedegaard, i høj grad ligger hos politikerne. Der skal sættes klare mål om klimaet, hvilket allerede ses i Klimaloven, som blev vedtaget i 2020. Der skal desuden investeres i forskning og innovation, som kan mindske Danmarks klimaaftryk i fødevaresektoren. Hun mener også, at politikerne har et ansvar for at skabe nye normer, sprede relevant information og revurdere reguleringer, som, hvis de er forældede, kan skabe mange barrierer for virksomheder.
Til virksomhederne havde hun et klart budskab: Det er slut med ’business as usual’. Vi skal ikke regne med, at problemet forsvinder, og derfor er man som virksomhed nødt til at engagere sig proaktivt. Det kan konkret betyde, at man kun investerer i noget, der vil skubbe virksomheden fremad, man implementerer nye og mere bæredygtige teknologier, og man forlanger mere risikovillighed for at kunne nå klimamålene. Samtidig er det vigtigt, at man som virksomhed er mere synlige, når man leverer og når sine mål. Del det med omverdenen og vær med til at inspirere og ændre ryet for jeres sektor.
Mindsk klimaaftrykket med ESG
Selvom oplægget primært var baseret på fødevaresektorens klimaaftryk, så kan Connie Hedegaards opfordringer bruges i alle virksomheder. Budskabet resonerer også dybt i et ESG-perspektiv: Fremtidens virksomheder kan ikke længere drive deres forretning uden at integrere bæredygtighed i deres strategier. Ved at fokusere på bæredygtige løsninger, fremme innovation og handle med større risikovillighed kan virksomhederne ikke blot mindske deres klimaaftryk, men også styrke deres langsigtede konkurrenceevne og omdømme.
Har I brug for hjælp til at komme i gang med bæredygtigsrapportering, så har ESG365 ekspertisen til at hjælpe jer. Læs mere her.
Reportage af Victoria Ørum, kommunikationsassistent, ESG365