Scenen for Samfundsansvar – ESG


Fra kl. 9:00-11:00 bød CEO og founder af ESG365, Per Ørum, velkommen til tre paneler, som tog livtag med ESG-tematikken fra tre vinkler: et virksomhedsperspektiv, et dansk perspektiv og et EU-perspektiv. Udenfor scenen bidrog Karnov Group til den gode stemning med kaffe og croissant. Men det var ikke kun duften af bagværk og friskbrygget kaffe, der tiltrak de mange besøgende. Interessen for ESG-emnet var tydelig, og debatterne samlede et engageret publikum helt fra morgenstunden.
ESG set fra et virksomhedsperspektiv
Det første panel på Scenen for Samfundsansvar bestod af Thomas Jakobsen og Stinne O. Frandsen (EY), Michelle Malou Jørgensen (Hus Forbi), Johan Melchior (Pandora) og Sara Krüger Falk (UN Global Compact Network Denmark). Panelet gav et klart billede af ESG-arbejdet i danske virksomheder.
Debatten tog fat på den usikkerhed, mange virksomheder oplever om rapporteringskravene, især på grund af EU’s Omnibus-direktiv. Mange virksomheder afventer derfor klarere retningslinjer, men det blev tydeligt, at ESG ikke kun handler om at opfylde krav. Det kan skabe reel værdi og styrke konkurrenceevnen.
Thomas Jakobsen og Stinne Frandsen opfordrede virksomheder til at fokusere på de områder, der er mest relevante for dem, og nævnte bl.a. en offentlig transportvirksomhed, der arbejder på at reducere trafiktætheden i byerne. Johan Melchior fremhævede, at ESG giver forretningsmæssig mening for Pandora: “Vi arbejder med det, fordi det fremtidssikrer Pandora og hjælper os med at håndtere risici og ressourcebegrænsninger.” Han understregede, at det ikke er politiske strømninger, men forretningsbehov, der driver arbejdet, og nævnte virksomhedens resultater: 17% reduktion i CO₂ siden 2019 samtidig med 45% vækst. Han pegede også på, at yngre kunder og medarbejdere stiller større krav til ansvarlig virksomhedsdrift.
Michelle Malou Jørgensen understregede betydningen af sociale tiltag: “Du kommer aldrig i mål med bæredygtige strategier, hvis ikke du har menneskerne med.” Sara Krüger Falk fra UN Global Compact Network Denmark opfordrede til, at ESG tænkes ind i forretningsmodellen, og at ansvaret ikke kun hviler på medarbejdere og forbrugere: “Regeringen skal sætte barren, så virksomheder tager ansvar for ressourcer og mennesker i værdikæden.”
Panelet viste samlet, at ESG både er en forretningsmæssig nødvendighed og en mulighed for at tage socialt og miljømæssigt ansvar, samtidig med at det styrker virksomheders konkurrenceevne.
ESG set fra et dansk perspektiv
Næste panel satte ESG i et dansk og mere politisk perspektiv. I panelet blev Sara Krüger Falk siddende og fik selskab af Christian Friis Bach, MF for Venstre og Marie Gad fra Dansk Industri.

Debatten gik på, hvordan man politisk kan skabe rammer, der gør ESG til en konkurrencefordel frem for en byrde. I panelet var der enighed om, at reguleringen har været for omfattende og skabt unødige barrierer for erhvervslivet. Christian Friis Bach lagde ikke skjul på sit ønske om forenkling og mindre regulering: “Det er ikke reguleringen, der kommer til at drive den grønne omstilling. Vi skal innovere og investere os til den grønne omstilling.” I stedet efterlyste han større fokus på CO₂-afgifter og miljømærkninger.
Her var Sara Krüger Falk delvist uenig. Hun understregede, at politikerne har et ansvar for at sikre, at virksomhederne både tager hensyn til miljøet og respekterer menneskerettighederne: “Det kræver noget lovgivning – helst internationalt”. Hun pegede desuden på behovet for fælles standarder, så virksomheder kan sammenligne sig med hinanden.
Hos Dansk Industri pegede Marie Gad på, at den tidligere regulering hæmmede netop de mest ambitiøse virksomheder. “De virksomheder, der har været på forkant, er blevet tvunget til at tage ressourcer fra det gode arbejde og putte over i at sidde og regne på nogle tal, betale nogle ekstra udgifter eller lave tingene på en anden måde.”
Hun understregede, at bæredygtighed giver god forretningsmæssig mening – men det skal ske på virksomhedens egne betingelser: “Danske virksomheder er mega ambitiøse, og hvis de får lidt mere albuerum, er det den vej, de kommer til at gå”.
ESG set fra et europæisk perspektiv
Reglerne for danske og europæiske virksomheder fastlægges i EU, og det var omdrejningspunktet for det seneste panel på Scenen for Samfundsansvar. Deltagerne var Marie Gad (Dansk Industri), Mads Jedzini (Tænketanken Europa), Stefan Welin (Europa-Kommissionen) og Jarl Krausing (CONCITO). Debatten handlede om balancen i EU, hvor fokus på konkurrenceevne stiger, samtidig med at kravene til ESG-rapportering bevæger sig mod en vis nedskalering.


Stefan Welin tegnede et billede af et EU, hvor sikkerhed og konkurrenceevne fylder mere, og European Green Deal fylder mindre på dagsordenen. Panelet var dog enige om, at konkurrenceevne, sikkerhed og grøn omstilling skal ses som sammenhængende elementer. “Man skal tænke det grønne som en løftestang for både sikkerhed og konkurrenceevne,” sagde Mads Jedzini.
Jarl Krausing fremhævede synergieffekterne i at kombinere sikkerhed, konkurrenceevne og grøn omstilling, men advarede mod at simplificere reguleringen for meget. Det kan ifølge ham underminere EU’s grønne konkurrencekraft, mens efterspørgslen på bæredygtige løsninger globalt kun vokser.
Debatten blev udvidet til et globalt perspektiv. Marie Gad påpegede, at EU-kravene ligner kinesiske regler, hvilket kan skabe ensartede standarder globalt. Jarl Krausing understregede, at EU-reguleringen allerede har haft stor betydning for at løfte bæredygtighedsstandarder internationalt.
Det blev tydeligt, at ESG giver virksomheder mulighed for at skabe reel værdi internt og eksternt. Balancen mellem politiske rammer og virksomhedernes egne ambitioner er afgørende for konkurrenceevnen og for at tage socialt og miljømæssigt ansvar.
Hos ESG365 følger vi udviklingen tæt og arbejder målrettet på at gøre ESG til et værdifuldt redskab for SMV’er. Sidstnævnte skal også tage del i den grønne omstilling – med fokus på det, der er væsentligt for netop deres forretning.
Artikel af Victoria Ørum, Kommunikationsansvarlig, ESG365.