Klimafolkemødet i Middelfart er efterhånden blevet en fast tradition for ESG365
Igen i år stiller vi op med egen bod og en række spændende events, der skal sætte skub i dialogen om den grønne omstilling. Sidste år trak mødet hele 40.000 besøgende til tre dage med sparring, inspiration og klimahandling. Igen i år ser vi frem til at være en aktiv del af det meget relevante folkemøde.

Fra torsdag den 28. august til lørdag den 30. august kan du møde ESG365 og vores eksperter ved vores bod (Bod 80). Her står vi klar med rådgivning og inspiration til, hvordan I kommer i gang med jeres ESG-plan – uanset hvor I befinder jer på bæredygtighedsrejsen. Vi deler erfaringer fra virksomheder, vi har rådgivet, og står naturligvis også klar til at besvare dine spørgsmål.
Ud over at stå i boden står vi også bag tre events i løbet af torsdag og fredag:
Torsdag kl. 13.00: ESG i den offentlige organisation
Per Ørum, CEO hos ESG365, indtager Orange Scene på Klimafolkemødet sammen med Charlotte Stoltenberg, leder af Kulturhuse & Biblioteker i Aabenraa Kommune. Sammen præsenterer de den ESG-løsning, de har udviklet for kommunen, hvor biblioteker og kulturhuse har arbejdet med verdensmålscertificering og udarbejdet en ESG-rapport baseret på en EU-standard.
Selvom offentlige institutioner ikke er underlagt de samme krav om ESG-rapportering som private virksomheder, viser erfaringerne, at der er mange fordele ved alligevel at dokumentere arbejdet med bæredygtighed og ansvarlighed.
Fredag kl. 10.00: Samtalesalon – Brug ESG til at styrke konkurrenceevnen
I denne samtalesalon får Per Ørum fint besøg af Bendt Bendtsen, som er tidl. Økonomi- og erhvervsminister, tidl. Vicestatsminister og tidl. medlem af Europaparlamentet samt Thea Lyng Thomsen, som er daglig leder i Bæredygtig Herning.
Samtalen vil gå på konkurrenceevne kontra bæredygtighed. Per Ørum vil indlede samtalen med en kort intro om hans perspektiv som CEO for ESG365. Efterfølgende vil Bendt Bendtsen introducere sine erfaringer og synspunkter på området. Disse har han opbygget gennem et begivenhedsrigt arbejdsliv på Christiansborg og i EU. Thea Lyng Thomsen kommer med et mere lokalt synspunkt med udgangspunkt i hendes erfaringer hos Bæredygtig Herning.
Der er lagt op til samtale med de, der møder op, og det hele foregår i afslappede omgivelser. Alle kan komme til orde og deltage i debatten. Der er dog et begrænset antal pladser i teltet.
Samtalen foregår i Samtalesalon 4, som du finder i Bod 102.
Fredag kl. 13.00: ESG for SMV – kom godt i gang
Fredag indtager Per Ørum igen scenen på Orange Scene for at fortælle om, hvordan små- og mellemstore virksomheder kan komme godt i gang med ESG-rapportering. Han vil tage udgangspunkt i den nye EU-standard VSME, som netop er blevet vedtaget af EU som den officielt anbefalede standard for denne virksomhedskategori.
Per Ørum vil både gennemgå basismodulet og det udvidede modul. Det betyder, du kan få et fuldt overblik over, hvad I skal måle på for at leve op til standarden.
Vi håber, vi ses til Klimafolkemødet!