85% af ledere vurderer, at ESG skaber fordele for virksomheden.

ESG Profilen Trendrapport 2025 er baseret på besvarelser fra danske ledere og virksomheder om deres erfaringer og arbejde med ESG. Rapporten er udarbejdet af ESG Profilen – et partnerskab mellem Lederne, EY og Danske Bank.
Grundlaget for rapporten er en undersøgelse blandt 945 danske ledere samt anonyme dataindtastninger fra 1.711 virksomheder i det digitale værktøj ESG Profilen. Dermed repræsenterer rapporten en betydelig del af det danske erhvervsliv.
Ledere ser klare fordele ved ESG
I undersøgelsen med 945 ledere svarede 85% af de, der arbejdede med ESG, at arbejdet skaber forretningsfordele. Blandt de 85% svarer 63% at ESG-arbejdet giver styrket omdømme og 51% at virksomheden fremstår mere attraktiv udefra. I top 5 af fordele ved ESG-arbejdet var også fremtidssikring af forretningen, forretningsmuligheder og fastholdelse af medarbejdere.
Omnibus fylder ikke meget
Europa-Kommissionens nylige Omnibus-forslag lægger op til en markant forenkling af ESG-arbejdet i europæiske virksomheder. Forslaget omfatter blandt andet et “stop the clock”-initiativ, lempede rapporteringskrav og en betydelig reduktion i antallet af virksomheder, der fremover vil være direkte underlagt ESG-rapportering. Du kan læse mere om Omnibus-forslaget i vores artikel her. På trods af dette svarer halvdelen af de adspurgte ledere, at de ikke har kendskab til forslaget. Blandt dem, der kender til det, angiver kun 6 %, at det får dem til at nedskalere deres ESG-indsats. Det tyder altså på, at ESG allerede er solidt forankret i mange virksomheders strategier – og ikke alene drives af lovgivningskrav.
Fokusområder og forhindringer i ESG-arbejdet
Respondenterne blev også bedt om at vurdere, hvilke ESG-områder der vil have størst betydning for deres arbejde i de kommende tre år. Klimaområdet stod klart øverst, men også medarbejdertrivsel, forurening og cirkulær økonomi blev fremhævet som centrale fokusområder. Inden for klima arbejder virksomhederne især med de dele, der er tæt forbundet med deres kerneforretning – herunder energiforbrug, CO₂-udledning og affaldshåndtering. På det sociale område (S) er blikket også rettet mod interne forhold, særligt medarbejdernes trivsel. Her går begreber som fleksibilitet og diversitet igen som nøgletemaer.
Rapporten belyser også de udfordringer og barrierer, som mange virksomheder møder i forbindelse med ESG-rapportering. Hver anden virksomhed peger på, at den største udfordring er at skaffe de rette data. Derudover angiver en tredjedel, at uklarhed omkring krav og lovgivning udgør en væsentlig barriere. Denne usikkerhed kan blandt andet ses i lyset af det nye Omnibus-forslag fra EU-Kommissionen.
På trods af barrierer og usikkerhed tegner rapporten et klart billede: ESG er ikke længere et valg – det er en forudsætning. Danske virksomheder har i stigende grad integreret ESG i deres strategi, og det er blevet en del af det fælles sprog i erhvervslivet. De virksomheder, der formår at arbejde struktureret og målrettet med ESG, står ikke bare stærkere i markedet – de skaber også fremtidens forretning.
Læs hele rapporten her.
Kilde: ESG Profilen Trendrapport 2025, (Lederne, EY og Danske Bank)